Gå videre til hovedindholdet

Et liv med haver



Mine egne oplevelser med haver kan indrammes af “han startede med at lege i haven … og han sluttede med at lege i haven”.

Min barndoms landbohave

Min barndoms have i 1960’erne var en landbohave … altså en have i forbindelse med en gård; den gård jeg voksede op på i Thy. Som Museumsinspektør Birgitte Rosenhegn, Greve Museum, forklarer var den slags have en primært en produktionshave, og mine forældre dyrkede frugter og grøntsager til et helt års husholdning. Typisk for den tids landbrug var der også grøntsagsproduktion ude på markerne tæt på haven. Vi var jo selvforsynende. Jeg husker lange rækker af kartofler, gulerødder og kål mv. i kanten af roemarken. Måske fungerede det bedst på den måde?

Den fireårige Per skovler sne i haven

Mens gårdens produktionshave med æbletræer og bærbuske, jordbærbede mv. var at finde som en form for baghave, fandtes der også en repræsentativ have eller prydhave med blomsterbede og græsplæne ud mod vejen. Der var således have nok. Men det var produktionshaven med træer og en græsplæne, jeg opholdt mig mest i. Typisk for tiden var den repræsentative have karakteriseret ved løg- frø- og knoldblomster. Påskelinjer om foråret, morgenfruer og akelejer om sommeren og georginer i sensommeren. Georginerne var krævende og viste noget om havemandens færdigheder. Knoldene skulle opbevares mørkt og frostfrit om vinteren. Jeg tror det foregik i et hjørne i svinestalden, hvor temperaturen aldrig kom under frysepunktet. Lykkedes det hele, var der prægtige blomster på de meterhøje planter sidst på sommeren. Og havemanden, min far, fik anerkendelse af naboer og familie. Som Birgitte Rosenhegn også skriver om, fulgte der status med, hvis haven tog sig godt ud, når man så den fra vejen.

Min barndoms græsplæn og prydhave

Jeg legede i den lukkede have. Den kunne forvandles til campingplads med hvidt lærredstelt på gode sommerdage. Meget af året løb jeg bare rundt og legede forskellige rollelege eller spillede fodbold mellem træerne. Jeg husker også masser af tid liggende på ryggen og kiggende op i sommerskyerne, der bevægede sig langsomt over himlen og lignede forskellige figurer. I ungdomsårene læste jeg mange bøger liggende på tæpper. Der var ikke som i dagens haver møbleret med borde og stole, liggestole mv. Haveaffald i form af visne blade og nedfaldne grene blev samlet sammen og brændt af i et hjørne af haven. Jeg husker mange bål med afbrænding af ting og sager; også affald fra landbruget og husholdningen i øvrigt. Efterhånden som der kom plastic og mere emballage, voksede disse bål, og de fik en anden lugt end af tørre planterester. En sjælden gang ser man nu om dage den slags bål langt ude på landet. Det er sikkert ulovligt, og lodsejeren har pligt til at bruge genbrugsstationerne. Men når man nu har brændt affald siden 1950’erne, kan man vel også fortsætte? I min første tid som parcelhushavemand i 1980’erne og 1990’erne brændte jeg og de fleste andre haveejere stadigvæk bål i haverne på villavejene. Det var især de mange blade fra træerne om efteråret, der skulle brændes af. Nu fragtes den slags med trailer til genbrugspladserne, hvor der er opgraderet med specielle betongrave til aftipning af haveaffald fra trailer. Hvor havernes døde plantedele havner i sidste instans ved ingen længere.

Byhusets baghave - nusserens domæne

Byhusets baghave med lysthus

Min første have som husejer i voksenlivet var en have bag et byhus uden forhave. Det var en typisk lille baghave omkranset af plankeværk og med småbuske, blomsterbede og lysthus. Der var flisegang fra baghuset til lysthuset og små græsplæner, der kunne klippes med håndskubber. Haven hvilede i sig selv og sin historie tilbage til 1920’erne. Fra byhusets loftsetage kunne man iagttage nabohusenes lignende haver. Haverne var tæt på hinanden, men helt uden forbindelse. Kun kvarterets katte færdedes frit hen over de 2 meter høje plankeværk. Man kunne høre naboerne og deres børn. Men der var ingen adgang eller fællesskab. Her hvilede privatlivets fred, som højst blev brudt med års mellemrum, når et træ voksede sig stort og sendte grene ind over naboplankeværket. Som regel blev der skåret og klippet, inden naturen tog sig friheder i forhold til nabogrunden. I forhold til Rosenhegns kategorisering af havefolket var denne have nusserens regime. Gamle buske og flereårige planter fik afmålte rum. Spændende og eksotiske småbuske og stedsegrønne vækster fra planteskolen viste ejerens interesse for den kultiverede og planlagte have. Den slags have er nok dybest set udtryk for den borgerlige ordentlighed, som fulgte med murermestervillaerne i mellemkrigstiden. Den var og er et privat rum til rekreation.

Parcelhushaven - fra ordensaktivist til slapper

Min næste have hørte til et typisk etplans parcelhus fra ca. 1970 i et nybyggerkvarter hvor husene blev opført i 1960’erne og 1970’erne. Min familie overtog huset i 1990’erne, hvor haven var godt 20 år gammel. Som typisk for den periode, var huset placeret midt på grunden. Bag huset var der køkkenhave, drivhus og nogle skure. Foran huset, ud til vejen, var der en have med buske, bede, græsplæne og hæk til de to naboer. Grunden var flad, og en flisebelægninger dannede gangområder mellem huset og haven. Ud til vejen (en grusvej) var der sten og cementblokke, som markerede havens afgrænsning til det offentlige område, en privat fællesvej. I bedene skulle der skuffes og hakkes, så der var synlig og ukrudtsfri jord mellem planter og stauder. Sådan fremstod alle haver og var lige så standardiserede som typehusene på vejen.

Efter ti år som ordensaktivister, besluttede vi at blive slappere og nedbringe havearbejdet til et minimum. Buske og stauder blev fjernet med maskiner og hele forhaven fræset. Tilbage var et stykke fladt jord, hvor der blev plantet liguster langs vejen og anlagt en græsplæne. I løbet af få år var ligusterhækken nået op i 1½ meters højde og skulle klippes én gang midt på sommeren. Græsplænen fik lidt kunstgødning hvert forår, og en robot blev anskaffet til klipningen fra april til oktober. Efter ti år var ligusteren meterbred og højere end godt var for skulder og arme under den årlige klipning i juni. Afklip blev samlet og kørt til områdets bålplads, hvor et meget grønt og rygende bål blev tændt Skt. Hans aften. Reglen fra beboerforeningen var, at der tidligst tre uger før Skt. Hans måtte afleveres haveaffald til bålet. På den måde blev der tænkt på småfuglene, altså at de ikke kom til at bygge rede i bålstakken. At yngletiden i haverne ikke var afsluttet, kunne man sommetider konstatere, når hækken blev maskinklippet tynd og gennemsigtig.

Det ombyggede parcelhus med græsplæne og ligusterhæk


En sådan entreprenant parcelhushave giver ofte et kig ind i familielivet og dets faser. De unge familier med småbørn graver ud til sandkasser af trykimprægnerede byggesæt købt i nærmeste byggemarked. Næste fase er som regel trampolinfasen, hvor store installationer med obligatoriske sikkerhedsnet fylder godt i havens rum. Mange familier må nok erkende at brugsfasen er kortere end standby-fasen. De mange ubrugte sandkasser og trampoliner vidner om en standardiseret barndom i parcelhus-Danmark. Byggemarkeder og deres masseproducerede importvarer markedsført via husstandomdelte kulørte brochurer er ikke uden skyld i denne mistrøstighed. På det seneste har udekøkkener og gasgrill-komfurer vundet indpas i parcelhushaverne og givet byggemarkederne et nyt afsætningsområde. Nu er mændenes maddag flyttet ud i haverne. Kønsstereotyperne er i hvert fald meget påfaldende i byggemarkedsbrochurerne.

På maskinfronten har motorplæneklipperen været obligatorisk i 1990’erne og 00’erne, hvor græsafklip blev samlet i sække og med ugers mellemrum fragtet til genbrugspladsen. Efterhånden som robotklipperne i 2010’erne tog over, fik afklippet lov at ligge og bidrage til en mere regenerativ græsplæne. At de eldrevne robotter også har sænket støj- og lugtniveauet i parcelhushaverne har været en behagelig sidegevinst.

Den frigjorte naturlige have

Efter et langt liv med havetyperne fra barndommens landbohave til slapperens parcelhushave, ville omstændighederne, at parcelhuset skulle sælges og en ny bolig findes. Heldet ville, at en helt anden og utraditionel have fulgte med den nye bolig. Det var en have anlagt i 1960’erne på en skrånende grund med en form for slugt yderst på arealet. Haven omkranses af store træer på den del af grundarealet, der iflg. matrikelkortet tilhører kommunen. Disse træer er en blanding af bøgetræer, bjergfyr og et enkelt valnøddetræ. I selve haven står fire større træer. Mest markant er et gammelt bøgetræ, der sikkert har rundet 100 år. Desuden står der et større birketræ, hvis krone når ligeså langt op som bøgetræets. Et kastanjetræ og et japansk kirsebærtræ slutter “festen”.
 
De store træer skaber deres eget rum i haven

Ved overtagelsen i 2018 var haven ikke særlig fremkommelig. Den var præget af sammenvoksede buskadser og træer, der kæmpede om lyset. Det var tydeligvis en have, hvor kontrollen var sluppet og de oprindelige haveejeres planer ved at gå i glemmebogen. Naturen havde taget sig de friheder, en ureguleret natur nu tager sig. Hvad der oprindeligt havde fungeret under havenusserens regime og ihærdige brug af redskaber, var der kun sporadiske antydninger tilbage af. Dog kunne de oprindelige idéer om flerårige planter, der havde hver deres højtider hen over alle årets måneder stadigvæk anes. Haven fremstod i glimt som en inspirerende havebog, eller et helt bibliotek, og kunne fremvise et bredt udvalg fra planteskolerne.

En sådan naturligt ældet og lidt forsømt have fungerer også som et bedre ynglested for fugle end de fleste haver i nabolaget. Derfor var det ikke svært at acceptere naturens regime, som det dominerende. Men haven gav også lyst til at være menneske med kulturelle indslag og rekreative formål i dens rum. Det var nærliggende at tage inspiration fra den engelske have, hvor tanken er, at mennesket finder tilbage til noget oprindeligt ved at blive væk i naturen og tabe civilisationen og industrialiseringen af syne.

Som tænkt, så gjort. Først blev der lavet krøllede og sammenhængende stier og gangforløb. Ørnenæb og hækkesakse kom i brug og alt afklip og grene blev samlet i bunker og bl.a. genbrugt til hegn. Senere kom et kvastårn til som monument for den store mængde nedfald en have med store gamle træer producerer. En sidegevinst ved den delvise rydning af sammenvoksede buskadser var, at havens oprindelige plan og indretning åbenbarede sig. En gammel bænk og stensætninger, flisebelægninger mv. dukkede frem og fortalte noget om de oprindelige ejeres rekreative ideer med haven. Måske idéen om en engelsk have ikke var langt fra havens oprindelige plan?

Haven som frirum, hule og kunstatelier

Den naturlige have kan forstås som den ydre og indre hule, man kan have behov for at søge ind i som moderne menneske. Naturen og de mange gøremål, haven uafbrudt opfordrer til, holder hænderne beskæftiget og telefonen i lommen. Haven er i dag blevet mit frirum, hvor konventioner og normer konfronteres med trangen til at lege og realisere sig. Min svigersøn kalder haven mit atelier. Det er jeg stolt af, for det peger på, at haven kan have noget til fælles med kunstens område.

Begrebet havekunst er kendt og relaterer nok mest til den traditionelle kunst fra 1600 og 1700-tallet, hvor naturen formes af det guddommeligt inspirerede menneske. Haven bliver på den måde også et udtryk for magt over naturen. Naturen kan formes og gøres til genstand for menneskets tanke om at være specielt udvalgt, guddommelig og styrende i denne verden. Forskellige tanker og idéer til og med romantikken er afspejlet i de historiske haver. Den engelske have spejler i modsætning til barokkens magtfuldkomne have et frit borgerligt menneske, der søger tilbage til naturen. Den moderne kunst med provokationer og ekstrem frihedstrang har dog ikke haft meget fokus på haven. Haven har nok været forbundet med borgerlig livsstil og dermed uinteressant.


Mit kulturelle ståsted er hos kulturradikalismen og denne strømnings opgør med normer og konventioner. Kulturradikalismen har sin begrundelse i modstanden mod mellemkrigstidens konformitet og autoritære regimer, der førte til ensretning og i sidste ende forfølgelse og undertrykkelse af kunstnere, der udfordrede magten. Efterkrigstiden gav en lang og nødvendig optur for den moderne kunst, som dyrkede det legende og frigjorte menneske. De moderne stater omfavnede, rummede og beskyttede de alternative kunstneriske udtryk. Som det bl.a. ses hos Asger Jorn blev barnets og de oprindelige kulturers udtryk en målestok og inspiration. Det legende menneske blev målet.



Den moderne kunst og kulturradikalismen har på en måde inspireret mig til at tage et opgør med “den pæne have” og ordensaktivisten. Modernismen fokus på legen og barnet i os alle folder sig nu ud i en have på legens og naturens vilkår. Det hele kan ses via nogle konkrete tiltag:
  • Børn (børnebørn primært) er medbestemmende og bidrager med idéer til indretning af haven, og de hjælper med at give haven sit eget udtryk. Det ses via byggeprojekter, hvor materialerne primært er genbrugspaller og kasseret byggemarkedstræ mv.
  • Det voksne legende menneske folder sig ud ved at gøre haven til en oplevelsespark med plads til musik og fællesskaber omkring en friluftsscene.
  • Haven er i princippet en offentlig park med fri adgang. Dette står i modsætning til de fleste parcelhushaver, hvor ejendomsretten hævdes både konkret via hegn og låger og via det almindelige tankesæt (man vader ikke ind i fremmed mands have). Haven er efterhånden kendt i nabolaget for sin åbenhed. En del børnefamilier kigger forbi, bl.a. når der laves alternative udsmykninger til Halloween, påske mv.
  • Det moderne menneskes respekt for naturen og behov for sameksistens med naturen foldes ud via regenerative og cirkulære principper. Havens døde materialer (nedfaldne grene, efterårets visne vækster osv.) forbliver i haven og bruges til hegn og naturlige bunker rundt omkring. Der ryddes stier, men havens træer og buske får lov til at kæmpe om lyset og pladsen.
Alt i alt afspejler mine tanker og erindringer en livsrejse med haven som rum for eksistens, hvor der har været plads til at lege, tænke og reflektere over tilværelsen.

Inspiration:



Inspirerende og tankevækkende citater:


I nogle haver er fuglene mindst lige så truede af havebruget, som de i naturen er af landbruget, fordi den lidenskabelige haveejer ofte sætter eksotiske planter højere end alt andet, ofte på bekostning af hjemmehørende planter og dyr, da disse betragtes som ukrudt af skadedyr. En velplejet have kan således være en økologisk ørken, hvor selv den ydmyge, men værdifulde regnorm udslettes, fordi den skæmmer græsplænen med sine jordekskrementer. I sådan et havebrug er det ikke overraskende, at fugle, der lever af frugter og planteskud, betragtes som skadedyr. Når selv en så stor favorit blandt havefuglene som blåmejsen, kan blive upopulær, fordi den tager ærter og brombær, skal mange betingelser opfyldes for, at en fugl kan godkendes som haveejerens ven, som den fx fuldstændig uskadelige rødhals bliver. (Tommy Dybbro: Fuglehåndbogen. Politikens forlag. 1991.)



Kvastårn hvor al nedfald samles








Kommentarer

Send en kommentar